Fra 2400 Nordvest til nyttige værktøjer
Domænet 24NV.dk blev oprindeligt valgt med tanke på postnummeret 2400 København NV. Men et godt domæne behøver ikke gå på pension, bare fordi idéen bag det ændrer sig.
I dag står 24NV for Nyttige Værktøjer – gerne tilgængelige 24 timer i døgnet. Her samler jeg små webapps og beregnere, som kan gøre hverdagen lidt lettere, arbejdet lidt mere overskueligt og enkelte regnestykker lidt mindre irriterende.
Hvem står bag?
24NV.dk ejes og drives af mig, Bennie Larsen. Jeg har gennem mange år arbejdet med blandt andet byggeri, rådgivning, hjemmesider, digitale løsninger og praktiske projekter. Nu er jeg pensionist – i hvert fald på papiret.
I praksis betyder det, at jeg stadig godt kan lide at udvikle idéer, bygge små løsninger og hjælpe, når noget kan gøres lidt smartere. Forskellen er bare, at jeg ikke længere behøver at gøre det mandag morgen klokken 7.00.
Kan jeg hjælpe?
Ja, i et begrænset omfang. Jeg tilbyder gerne hjælp med idéer, enkle hjemmesider, webapps, beregnere og andre digitale løsninger, når opgaven passer til min tid og interesse.
Da jeg er pensionist, driver jeg ikke et stort bureau med reception, mødelokaler og en kaffemaskine til 40.000 kroner. Til gengæld får du direkte kontakt, almindeligt dansk og et ærligt svar på, om jeg kan hjælpe.
Forslag er velkomne
Har du en idé til en nyttig webapp eller har du opdaget en fejl, hører jeg gerne fra dig. Ikke alle forslag bliver til virkelighed, men de bliver læst – og nogle af de bedste idéer starter netop med en kort mail og sætningen: “Kunne man ikke lave en beregner til …?”